Blog

Hvordan vi motiveres af gensidige forventninger.

Forventninger spiller en afgørende rolle på hinandens adfærd, og det er nok de færreste som der bevidst lægger mærke til det i vores travle hverdag.

Det er dog værd at give det en ekstra tanke i ny og næ, for vores forventninger til hinanden spiller en væsentlig rolle, når det kommer til hvor gode vi er til at udføre og løse en opgave.

De smarte rotter.

I 1964 udførte den tyske psykolog Robert Rosenthal en række eksperimenter, der skulle afsløre, i hvor høj grad vi er styret af de forventninger, vores omgivelser har til os.

Faktisk begyndte han, som mange andre forskere med rotter, der skulle lære at navigere i en labyrint. Han rekrutterede 12 psykologistuderende, som hver fik fem rotter, de skulle trænes til at gennemføre labyrinten.

Der var ingen forskel på rotterne, men de psykologistuderende fik inden forsøget at vide, at deres rotter var resultatet af en indavl, der havde gjort dem enten ‘smarte’ eller ‘sløve’.

Eksperimentets formål var nu at undersøge, om de psykologistuderende, der forventede, at deres rotter var ‘smarte’, også fik smartere rotter i forhold til dem, der forventede, at deres rotter var ‘sløve’.

Det utrolige resultat talte sit tydelige sprog – 50 % af de smarte rotter løste opgaven bedre end de sløve rotter, mens 30% var hurtigere.

Forklaringen for at dette skete lå i følge Rosenthal i de psykologistuderendes forventning og indstilling til deres rotter, så de smarte rotter fik simpelthen langt mere opmærksomhed end de sløve rotter.

Denne psykologiske effekt blev døbt Pygmalion-effekten.

Forventninger som selvopfyldende profeti.

Nu er der selvfølgelig stor forskel på rotter og mennesker, så Rosenthal var interesseret i at finde ud af, om man også kunne påvirke mennesker til at præstere bedre via positive forventninger.

I 1964 begyndte et eksperiment, der skulle strække sig over et helt år, med det formål at teste om læreres positive forventninger til udvalgte elevers indlæringsevner ville påvirke den enkelte elev til at præstere bedre.

Inden forsøget blev alle elever på en udvalgt skole testet, men i nogle af elevernes tilfælde manipulerede Rosenthal med testresultaterne, så lærerne fik et mere positivt indtryk af disse eleves kunnen, end de korrekte testresultater ville have givet.

Desuden fik lærerne at vide, at netop denne gruppe elever havde særligt meget potentiale.

Et år efter forsøgets begyndelse, målte Rosenthal børnenes intellektuelle vækst, og det viste sig at Pygmalion-effekten var tydelig.

De børn, som lærerne havde forventet ville klare sig godt, havde udviklet sig forholdsvis mere end de andre børn.

Lærernes forventninger var blevet en selvopfyldende profeti.

Hvad kan man så konkludere af alt det ?

Rosenthal viste noget utroligt vigtigt med sine eksperimenter, nemlig at vores forventninger til hinanden har en direkte målbar virkning på vores præstationer.

Det er nemt at forestille sig at en leder som der ønsker effektive medarbejdere, men som forventer sig nogle dovne hunde, ikke får det resultat, han eller hun ønsker.

Det er klart at forventninger ikke er den eneste faktor som der har indflydelse på vores præstationsevne, men det er en faktor, man som leder og medarbejder alt for sjældent reviderer.

Hvor ofte overvejer du bevidst, hvorfor og hvilken du forventninger at du har til andre ?

Opfordringen går ikke på at smide alle tidligere erfaringer over bord og forvente et utopisk præstationsniveau af de mennesker, der omgiver dig professionelt.

Men det giver mening at reflektere over, hvad du fokuserer på når du skaber dine forventninger – baserer du dem på negative oplevelser og skuffelser, eller tænker du på overbevisende præstationer og stærke sider.

Med pygmalion-effekten in mente, er der god grund til at forvente bedre resultater med et positivt fokus enten det er i er forholdet til en partner, dine børn, kollegeaer og selv dyr.